Brilleindsamling - donér dine brugte briller | Synoptik
Søg
 
 
Briller Kontaktlinser Solbriller
Viden
Kundefordele Tilbud
Online synstjek
Bestil tid
Find Butik
 

Briller giver fornyet livsglæde i Ghana

Mange danskere har gamle briller liggende i skufferne derhjemme. De kan få nyt liv i Ghana, hvor de gør en stor forskel for både børn og voksne med nedsat syn. Hvert år sender Synoptik flere tusinde briller til det vestafrikanske land sammen med et team af optikere. På vores klinik i hovedstaden, Accra, hjælper de nogle af Ghanas fattigste til et bedre syn med briller fra Danmark.

 

Til dagligt er hun butikschef og optiker i Synoptik i Fredericia. Men en uge om året, drager Ilona Søhoel sammen med et team af kollegaer afsted til Ghana, hvor hun står i spidsen for Synoptiks synsklinik. I samarbejde med Ghana Blind Union og Dansk Blindesamfund, hjælper et team af optikere og øjenlæger fattige ghanesere med nedsat syn – både på klinikken og i de omkringliggende landsbyer. Her oplever de med egne øjne, hvilken forskel et par aflagte briller fra Danmark, kan gøre for en ghaneser, der ikke selv har råd til briller. ”Den glæde, man oplever hos de folk, vi hjælper, er det hele værd. Det er så fantastisk at kunne hjælpe et andet menneske, og ghaneserne er meget taknemmelige for de muligheder, brillerne giver dem”, fortæller Ilona Søhoel.

 

På klinikken i Accra kan man få en gratis synsundersøgelse og et par gratis briller.
På klinikken i Accra kan man få en gratis synsundersøgelse og et par gratis briller.


Danskere gør en forskel med deres brugte briller
Brillerne kommer fra danskere, der har doneret deres brugte briller i deres Synoptik butik, hvor de kan afleveres året rundt. Brillerne bliver tjekket og gjort klar til at sidde på næsen af et andet menneske, inden de bliver pakket og sendt til Ghana. Ofte skal de bare lige renses og strammes i stængerne, så de igen kan gøre gavn. ”Og der er hårdt brug for brillerne i Ghana”, påpeger Ilona Søhoel. Denne gang havde hun 4.000 par briller med til det vestafrikanske land, hvor briller ikke er så tilgængelige som i Danmark, og hvor rigtig mange ikke har råd til at investere i et bedre syn.

Et godt syn er lig med muligheder
Mange børns fremtid er helt afhængig af deres syn. Bernard på 8 år, der bor i Accra, havde svært ved at følge med i skolen og lege med de andre børn, og hans mor frygtede, han var ved at blive blind. En grundig undersøgelse på synsklinikken i Accra viste, at han blot var meget nærsynet. Med et par briller doneret af et dansk barn, fik Bernard glas med minus 25, og det gav ham synet og chancen for en bedre fremtid igen.

”For en svagtseende som Bernard er det en helt ny verden, der åbner sig. Alt der var længere væk end 4 cm fra ham, har været både tåget og uklart. Nu kan han se sin mor tydeligt og drømme om en fremtid som lærer, tekniker eller forretningsmand. Så det er virkelig nogle helt nye muligheder, der har åbnet sig for den lille glade dreng”, siger Ilona Søhoel.

 

8-årige Bernard med sine nye briller og lettede mor.
8-årige Bernard med sine nye briller og lettede mor.

Det er ikke kun børnene, der får en ny chance med et bedre syn. Mødet med en gammel mand, som så meget dårligt og var ked af, at han ikke kunne se sine børnebørn, gjorde også stort indtryk på Ilona.

”Det smil, han sendte os, da han fik et par briller på med +8 i styrke, som gjorde, at han kunne se vores ansigter klart, har indprentet sig i min hjerne. Han var lykkelig! Han var 85 år og havde 12 børnebørn, som han glædede sig ubeskriveligt meget til at se”, fortæller hun. 



Osman på 85 år havde aldrig haft briller. Hans synsprøve viste, at han havde brug for +8 i styrke. Med sine nye briller kan han nu se sine børnebørn og oldebørn.

 

Giv dine gamle briller videre

Mange danskere har doneret deres brugte briller i Synoptik. Men der er brug for mange flere briller på synsklinikken i Accra. Har du gamle briller liggende, som du ikke længere bruger, kan du aflevere dem i din Synoptik butik, året rundt, også selvom de måske er lidt løse i stængerne. Vi sørger for, at de bliver rettet og justeret, inden de sendes til Ghana med vores næste hold Synoptik medarbejdere, hvor de kan gøre en stor forskel for en, der har brug for det.



Team Ghana fra venstre: Anita Warming og Ilona Søhoel fra Synoptik, samt Theodora Apotsi fra Ghana Blind Union. Bagerst fra venstre: Marie-Louise Frimann Jensen og Malou Teglgaard Petersen fra Synoptik. 


Fakta om Synoptiks Ghana-projekt
Synoptik har i samarbejde med Dansk Blindesamfund og Ghana Blind Union etableret en ”free clinic” i Ghanas hovedstad, Accra. Klinikken har åbent tre dage om ugen, hvor fattige ghanesere kan blive tilset af en optiker eller øjenlæge, få foretaget en synsprøve og få et par gratis briller.

Samarbejdet startede i 2007, og hvert år i oktober rejser en delegation af danske Synoptik medarbejdere til Ghana for at assistere det lokale team af øjenlæger og optikere. Siden 2007 har Synoptik uddelt mere end 100.000 briller til ghanesere med nedsat syn.

Brillerne er doneret af Synoptiks danske kunder og andre gavmilde danskere, som afleverer deres aflagte briller i den lokale Synoptik butik. I år forventer Synoptik at sende mere end 15.000 briller til Ghana.


Se videoen om hvordan dine brugte briller kan gøre en forskel.

Synoptik A/S  |  Lyskær 1  |  DK-2730  |  CVR: 6275 6217  |  +45 36 73 77 55LinkedInFacebook