Nyskabende Synoptik Golf Cup
Så nærmer foråret sig og dermed også tiden for en helt ny turnering i golfklubber over hele landet. Sammen med Synoptik har Dansk Golf Union skabt et splinternyt og spændende koncept under navnet Synoptik Cup.
Turnering for alle
Man behøver ikke at høre til blandt elitespillerne for at deltage i Synoptik Cup, faktisk er det en turnering for den helt almindelige golfspiller og som sådan en nyskabelse. Det er medlemmerne selv, i golfklubber landet over, der har efterlyst en gennemgående turnering, hvor alle er velkomne uanset handicap. Netop tanken om en Synoptik Cup, hvor bredden og ikke blot eliten er involveret, finder Synoptik meget sympatisk. Men golf handler naturligvis også om det at se godt, idet synet har afgørende betydning for golfspillerens præstationer. Poul O. Kuhberg Marketingchef Synoptik, forklarer: ”Golf er en sport, som stiller store krav til koordinering af synet og bevægelse i forhold til bedømmelse af afstande. De spillere, som er bedst til at se og læse banen bruger færrest slag”.
Danmarks bedste klubhold
Synoptik Cup har bredde-golfspillerne i fokus og skal være med til at støtte op om klubbens eksisterende turneringer. Helt praktisk foregår det sådan, at man, med udgangspunkt i klubbens egne turneringer, kan samle point til en rangliste opdelt i fem handicap grupper. Når sæsonen er slut, udgør de fem ranglistevindere klubbens Synoptik Cup-hold. Holdet skal repræsentere den lokale golfklub og dyste mod de andre klubbers hold i en landsdelsfinale samt evt. i en afsluttende landsfinale. Til slut kåres Danmarks bedste klubhold.