Der er indikationer på, at mange danskere får et synshandicap, som potentielt kunne være undgået, hvis deres øjensygdom var blevet opdaget i tide.
Gennem et samarbejde mellem Synoptik og førende forskere på Københavns Universitet danner Synoptiks butikker rammerne om et omfattende forskningsprojekt, der kaldes FOREVER.
Du kan deltage og hjælpe med at gøre en synlig forskel for fremtidige generationer. Ovenikøbet helt gratis (værdi 348 kr.).
Alt, du skal gøre for at deltage, er at bestille tid til en Synsprøve med sundhedstjek. Og give os tilladelse til, at vi må indsende dine data fra din synsprøve til analyser på Københavns Universitet.
Hvorfor er du udvalgt?
Netop du er udvalgt, fordi du er over 50 år og har fået foretaget en Synsprøve med sundhedstjek i Synoptik for cirka tre år siden.
Bliv klogere på FOREVER i videoen her
Forskere skal opdage øjensygdomme, inden de opstår
Med alderen øges risikoen naturligt for flere øjensygdomme. Eksempelvis grå stær (katarakt), grøn stær (glaukom) og alderspletter på nethinden (AMD). Nogle aldersrelaterede øjensygdomme kan give varigt synstab.
Med forskningsprojektet FOREVER kan vi forhåbentlig opspore og forudsige, hvem der er i risiko for at udvikle øjensygdomme og livsstilssygdomme som f.eks. blodpropper.
Samtidig er hensigten med FOREVER også at kunne identificere, hvem der ikke behøver at være bekymret for at udvikle synstruende øjensygdomme.
Der er mange fordele ved at deltage
Med avanceret optisk udstyr har Synoptiks autoriserede optikere udført synsprøver med sundhedstjek i mere end tre år. Flere end 450.000 danskere har siden 2018 draget nytte af vores ekspertise om syn og øjensundhed.
I forbindelse med FOREVER bliver din synsprøve, som du kender den: Du får udmålt din præcise synsstyrke og får det omfattende tjek af dine øjnes sundhed. Herudover vil du:
- Få foretaget en blodtryksmåling
- I nogle tilfælde få foretaget en scanning af din nethinde (OCT-scanning)
- Få set dine undersøgelsesresultater igennem af øjenlæger tilknyttet forskningsprojektet. Finder øjenlægerne behandlingskrævende sygdom, som optikeren ikke allerede har vejledt dig om, vil du blive kontaktet
Hvis du deltager, beder vi dig om:
- At afgive en spytprøve til senere genetik
- At svare på et spørgeskema om bl.a. livsstilsvaner og livskvalitet via nedenstående link. Det tager 5 til 20 minutter. Du kan vælge at svare nu eller vente, til du har været til din synsprøve
Som tak for dit bidrag vil synsprøven og alle undersøgelserne altså være gratis (værdi 348 kr.).
Du kan trygt deltage i forskningsprojektet
Der er ingen risiko og intet ubehag forbundet ved at deltage i FOREVER. Du kan til hver en tid melde fra. De fremsendte synsprøvedata vil i så fald blive slettet i Københavns Universitets database.
Forskningsprojektet overholder naturligvis den danske lovgivning. Alle GDPR-regler overholdes, og projektet er godkendt af Videnskabsetisk Komité.
Et projekt finansieret af Synoptik-Fonden
Synoptik har kæmpet for bedre syn og øjensundhed siden 1931. Alt sammen med Synoptik-Fonden i ryggen, som er en erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål inden for det brede syns- og øjenfaglige felt.
FOREVER er blot et af mange projekter, som Synoptik-Fonden finansierer. I 2020 bevilgede fonden hele 17,3 millioner til projekter, der fremmer udviklingen af uddannelse og forskning inden for optik, optometri, oftalmologi og bredere fagområder, hvor syn og øjne indgår.
Når du handler i Synoptik, går en væsentlig del af indtægterne altså til fondens bevillinger til projekter inden for syn, øjensundhed og forskning. Eksempelvis FOREVER.
Hvorfor deltager Synoptik?
FOREVER er et omfattende projekt, der bidrager med ny viden og forskning inden for det syns- og øjenfaglige felt. Projektet gør en synlig forskel for danskerne. Præcis som Synoptik har kæmpet for siden 1931.
Samtidig giver FOREVER forhåbentlig Synoptik og optikerbranchen en enestående mulighed for at opnå et bedre samarbejde mellem optikere og øjenlæger.
Deltag med en gratis Synsprøve med sundhedstjek
Du kan deltage i forskningsprojektet FOREVER og forhåbentlig fremme muligheden for at forudsige eventuelle synshandicap og blindhed.
Du skal blot få foretaget en Synsprøve med sundhedstjek og give os tilladelse til, at vi må indsende dine synsprøvedata til forskere på Københavns Universitet.
Giv os tilladelse i butikken
I butikken vil du blive bedt om at underskrive en samtykkeerklæring. Efter mundtlig information om FOREVER har du 24 timers betænkningstid, før du beslutter, om du vil skrive under.
Hvis du ikke mener, det er nødvendigt med betænkningstid, kan du skrive under i butikken.
Fortryder du din deltagelse, kan du altid trække din samtykkeerklæring tilbage. Din spytprøve vil herefter blive destrueret, og dine data vil ikke længere indgå i forskningsprojektet.
Projektleder af FOREVER, Miriam Kolko
- Professor i translationel øjenforskning på Københavns Universitet
- Overlæge i øjensygdomme på Rigshospitalet
- Grøn stær specialist
- Leder af forskningsgruppen EyeTRU
Øje for detaljen