Skrevet af Sarah Skipper Rose, cand.san. i optometri og synsvidenskab.
Hvad er øjenmigræne?
Øjenmigræne kan opleves forskelligt fra person til person. Det kan vise sig som sløret eller dæmpet syn, zigzagmønstre, blinkende lys eller lysglimt i synsfeltet. Synsforstyrrelserne varer som regel kun i en begrænset periode og forsvinder igen.
Typer af øjenmigræne
Der skelnes mellem flere former, når der tales om øjenmigræne. De adskiller sig primært ud fra, hvordan symptomerne opleves. Herunder:
- Øjenmigræne
- Migræne med aura
- Nethindemigræne
Hvordan ser vi?
For at forstå de forskellige former for øjenmigræne er det en fordel at vide, hvordan synet fungerer.
Lyset kommer ind gennem pupillen og rammer nethinden, hvor det omdannes til nerveimpulser. Signalerne sendes via synsnerverne til et område bag øjnene, hvor informationen fra begge øjne samles, før de sendes videre til synscentret bagerst i hjernen.
Her omsætter hjernen signalerne til det, vi ser. Derfor kan synsproblemer opstå i både øjet eller de områder af hjernen, der bearbejder synsindtryk.
Hvordan opstår øjenmigræne?
Migræne med aura og øjenmigræne skyldes ændringer i aktiviteten i den del af din hjerne, der bearbejder dit synsindtryk. Da denne del af hjernen modtager informationer fra begge øjne, opleves synsforstyrrelserne på begge øjne.
- Migræne med aura: Synsforstyrrelserne bliver efterfulgt af hovedpine. Ved øjenmigræne opstår synsforstyrrelserne derimod uden, at de efterfølges af hovedpine.
- Nethindemigræne: Opstår kun på det ene øje. Dette skyldes, at påvirkningen sker før informationerne fra de to øjne samles og sendes videre til hjernen.
Synsforstyrrelser ved øjenmigræne varer typisk under en time. Selvom symptomerne kan virke skræmmende, er tilstanden som regel harmløs.
Årsager til øjenmigræne
Der findes forskellige former for øjenmigræne, og årsagen kan derfor variere. Selvom den præcise årsag endnu ikke er kendt, er der flere faktorer, der kan udløse eller øge risikoen for øjenmigræne.
- Stress og for højt blodtryk
- Rygning, udmattelse og brug af p-piller
- Kraftigt lys
- Ophold i højder eller for høj varme
- Dehydrering og lavt blodsukker
Behandling af øjenmigræne
Øjenmigræne er som regel kortvarigt og kræver sjældent behandling. Hvis du oplever hyppige eller svære anfald, kan behandling overvejes.
Første gang du oplever synsforstyrrelser eller synstab på det ene øje, anbefaler vi, at du bliver undersøgt af en læge. I de fleste tilfælde er årsagen ikke alvorlig, men det er vigtigt at få udelukket andre tilstande, der kan kræve hurtig behandling.
Få hjælp af Synoptiks eksperter
Hvis du oplever udfordringer med dit syn eller dine øjne, er hjælpen altid tæt på dig. I alle vores 100 butikker landet over kan du få en grundig Synsprøve med sundhedstjek og personlig rådgivning af autoriserede optikere.
Øje for detaljen
Kilder
- Neurokirurgisk Smerteklinik: Øjenmigræne
- Øjenforeningen: Øjenlægen kommenterer og beskriver øjenmigræne
- Neurokirurgisk Smerteklinik: Har du migræne med aura?