Internationalt forskningsprojekt i øjensygdomme

Der er indikationer på, at mange danskere får et synshandicap, som potentielt kunne være undgået, hvis deres øjensygdom var blevet opdaget i tide.

Med fælles hjælp kan vi nu forhåbentlig gøre en synlig forskel for dem, der er i risikogruppen for at udvikle synstruende øjensygdomme.

Data fra din synsprøve og din tilladelse til, at vi må dele dine data med forskere fra Københavns Universitet, muliggør forskningsprojektet, som kaldes FOREVER.

Som noget nyt har vi i samarbejde med Københavns Universitet, sundhed.dk og unikk.me gjort det muligt for dig at se projektinformation og din tilladelse ved at logge ind på sundhed.dk.

Flere synstruende øjensygdomme opdages ikke i tide

Med alderen øges risikoen naturligt for flere øjensygdomme. Eksempelvis grå stær (katarakt), grøn stær (glaukom) og alderspletter på nethinden (AMD). Nogle aldersrelaterede øjensygdomme kan give varigt synstab. Læs også Dansk Glaukom Forening.

Tidlige tegn kan opdages i tide, og en synsbevarende indsats kan igangsættes rettidigt.

Med forskningsprojektet FOREVER kan vi potentielt opspore og forudsige, hvem der har risiko for at udvikle øjensygdomme og livsstilssygdomme som f.eks. forhøjet blodtryk.

Samtidig er hensigten med FOREVER også at kunne identificere, hvem der ikke behøver at være bekymret for at udvikle synstruende øjensygdomme.

Dit bidrag kan gøre en synlig forskel

Ved at få adgang til data fra din synsprøve og give os tilladelse til, at vi må dele dine data med forskere på Københavns Universitet, kan du være med til at skabe et datagrundlag til forskning, som vi forventer kan være med til at skabe bedre øjensundhed.

På baggrund af dette håber forskere på Københavns Universitet at kunne forudsige, hvem der er i risiko for at udvikle synstruende øjensygdomme og livsstilssygdomme.

Din synsprøve til FOREVER

I forbindelse med FOREVER bliver din synsprøve, som du kender den: Du får målt din præcise synsstyrke til enten briller eller kontaktlinser og får et grundigt tjek af dine øjnes sundhed.

Du vil også blive bedt om at besvare et spørgeskema om livsstil og livskvalitet. Det eneste, du skal gøre for at give et bidrag til forskningsprojektet, er at give tilladelse til, at vi må indsende dine data fra din synsprøve til forskere på Københavns Universitet.

Du kan trygt deltage i FOREVER

Dine data er vigtige for fremtidens øjensundhed. Vi har derfor som de første i Danmark udvidet samarbejdet med Københavns Universitet og unikk.me, så du kan logge ind på sundhed.dk og se relevant information om dit bidrag til FOREVER. I fremtiden kan du også se andre eventuelle forskningsprojekter, som du vælger at bidrage til.

Der er ingen risiko og intet ubehag forbundet ved at deltage i FOREVER. Du kan til hver en tid melde fra til forskningsprojektet. I så fald vil de fremsendte synsprøvedata blive slettet i Københavns Universitets database.

FOREVER overholder naturligvis den danske lovgivning. Alle GDPR-regler overholdes, og projektet er godkendt af Videnskabsetisk Komité.

Hvorfor deltager Synoptik?

Vi forventer, at forskningsprojektet FOREVER danner grundlaget for unik forskning, der vil bidrage med ny viden inden for det syns- og øjenfaglige felt. Altså viden, som hjælper med at forbedre danskernes syn og øjensundhed.

Forskningsprojektet vil potentielt øge både Synoptiks og hele optikerbranchens ekspertise. Det er vi stolte af at tage del i. Sammen gør vi, hvad vi kan for at bidrage til at tage ansvar for bedre øjensundhed i fremtiden.

Projektleder af FOREVER, Miriam Kolko

  • Professor i translationel øjenforskning på Københavns Universitet
  • Overlæge i øjensygdomme på Rigshospitalet
  • Grøn stær specialist
  • Leder af forskningsgruppen EyeTRU

Øje for detaljen